YTRINGSFRIHED // DEBAT – De seneste års koranafbrændinger er af nogle blevet forsvaret som udtryk for ytringsfrihed, mens andre har kritiseret dem for at være hadske, islamofobiske handlinger. Men islam og ytringsfriheden er ikke to uforenelige størrelser, skriver Sherin Khankan, der giver sit bud på, hvordan de to kan forenes, og forklarer, hvorfor rummelighed er vigtigt, når man har med andre kulturer at gøre.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kald til din Herres vej med visdom og smuk formaning! Og du skal strides med dem på en endnu smukkere måde! 

(Koranen 16:125)

Hvad siger man til sin 12-årige datter, når hun usikkert spørger, hvorfor nogle mennesker brænder Koranen i et oplyst, demokratisk samfund i 2023?

For det er ikke den brændte koran, der gør min datter utryg. Det er alt det, der ligger bag ved handlingen. 

Koranafbrændinger giver associationer til den mørke middelalders afbrændinger af bøger og mennesker i Europa. En afbrænding af alt, der var anderledes og fremmed. 

Den brændte koran bliver symbolet på det voksende had over for den muslimske minoritet i Vesten. En minoritet, hun selv tilhører. Alt det ved min datter udmærket, selvom hun kun er 12 år. 

Religionskritik og ytringsfrihed er væsentlige søjler i ethvert demokrati. Men religionskritik og hadefuld propaganda er ikke det samme.

De nuværende koranafbrændinger kan modsiges med stoisk ro. En metode, profeten Muhammad praktiserede i svære tider

De to ting bliver bare alt for ofte forvekslet med hinanden, og derfor ender nogle forkæmpere for ytringsfrihed med at forsvare og legitimere retten til hadefulde, propagandistiske ytringer og handlinger såsom de aktuelle koranafbrændinger.

Koranafbrændinger i vores naboland Sverige og tidligere i Danmark skal læses og forstås i en specifik kontekst, der handler om en voksende antiislamisk retorik og propaganda i Europa.

Derfor skal vi tage propagandaen alvorligt, fordømme den og ikke reducere handlingerne til at være en nødvendig form for ytringsfrihed.

Koranafbrændinger handler ikke primært om Koranen eller om islam, men om de muslimer, som bor i Vesten. Det er deres ret til at praktisere deres tro i fred og ro, som kontinuerligt miskrediteres og angribes. Det handler ikke om hellige bøger, men om det voksende had over for muslimer i Vesten.

Når fokus er på, hvorvidt koranafbrændinger vil medføre øget radikalisering og voldelige handlinger fra muslimers side i Mellemøsten, så insinueres det, at muslimer generelt er barbariske, krigeriske mennesker, som ikke kan kontrollere deres handlinger og let provokeres. Derudover flytter vi fokus væk fra det, som udgør den egentlige sikkerhedstrussel. Nemlig den voksende antiislamiske propaganda i Europa. 

Alle former for voldelige handlinger er uacceptable og skal fordømmes. Selvom vi var vidner til voldsomme reaktioner i Mellemøsten under karikaturkrisen i 2006, var den mest dominerende modstand økonomisk boykot og ikke-voldelige handlinger.

De fleste muslimer i Europa og andre steder i verden forholder sig “cool, calm and collected” og møder koranafbrændingerne med gode modargumenter

Når det er sagt, så ved vi historisk set, at den antiislamiske propaganda i Vesten kan starte en dominoeffekt af voldsomme protester i den muslimske verden – en ny karikaturkrise og herunder også voldelige protester, der ofte handler om andet og mere end afbrænding af Koranen. Disse voldelige handlinger fordømmer jeg. 

Men majoriteten af verdens muslimer er fortalere for, at modstanden mod den antiislamiske propaganda skal være fredelig. De fleste muslimer i Europa og andre steder i verden forholder sig “cool, calm and collected” og møder koranafbrændingerne med gode modargumenter.

Nogle troende muslimer deler og ihukommer profeten Muhammeds verdenskendte bøn kaldet “Taif bønnen” og møder koranafbrændingerne med stilhed. Bønnen blev udsagt af profeten, da han i flugten fra Mekka til Medina blev udsat for massiv modstand og vold fra sine modstandere.

Taif bønnen reciteres af muslimer verden over i svære modstandstider og kan fungere som en lindring eller meditation for hjerterne også i en tid med en voksende antiislamisk propaganda. Bønnen har følgende ordlyd: 

“To You, my Lord, I complain of my weakness, lack of support and the humiliation I am made to receive.

Most Compassionate and Merciful! You are the Lord of the weak, and you are my Lord. To whom do You leave me? To a distant person who receives me with hostility? Or to an enemy You have given power over me? As long as you are not displeased with me, I do not care what I face.

I would, however, be much happier with Your mercy. I seek refuge in the light of Your face by which all darkness is dispelled and both this life and the life to come are put in their right cause against incurring Your wrath or being the subject of your anger. To You I submit, until I earn Your pleasure.
Everything is powerless without your support.” (Taif Prayer)

De nuværende koranafbrændinger kan modsiges med stoisk ro. En metode, profeten Muhammad praktiserede i svære tider. Han søgte ikke menneskets anerkendelse, men Guds anerkendelse.

Således står der i Koranen: “Den, som udviser tålmodighed og tilgiver, har i sandhed praktiseret den mest noble form for mod og beslutningernes styrke.” (Koranen 42:43)

De aktuelle koranafbrændinger kan anskues fra forskellige vinkler, ligesom tilfældet var med karikaturkrisen i 2006. Nogle hævder, at der er tale om civilisationernes sammenstød – en slags krig mellem islam og Vesten, andre hævder, at debatten handler om kampen for den ubetingede ytringsfrihed.

Endelig mener nogle, at der er tale om en fysisk manifestation og konsekvens af højreradikal vestlig politik, samt de trusselsargumenter, som har styret opfattelsen af islam i Vesten allerede med orientalismen, og som er kulmineret efter 11. september. 

Ytringsfrihed og Koranens hellighed 

Karikaturtegningerne fra 2006 og de aktuelle koranafbrændinger får nogle muslimer til at reagere kraftigt, fordi de opfattes som et angreb på islam og muslimer. Nogle muslimer opererer med begrebet “Koranens hellighed”. Dette begreb refererer til en bestemt respektfuld og hengiven adab (omgang, respekt og tone i forhold til Koranens indhold og profeten Muhammads sædvane).

Denne særlige adab, som også kan oversættes med gode manerer, sensitivitet, at stå op for sig selv og andre, rummelighed og situationsfornemmelse, praktiseres af aktive muslimer, såvel som af mange ikke-muslimer. Man behøver således ikke at være troende muslim for at forstå betydningen af adab og respekt for hinandens religioner. 

Hvis prisen for at indgå i det globale fællesskab betyder et kompromis i forhold til Koranens hellighed samt at være tvunget til at normalisere og bagatellisere den antiislamiske propaganda, vil nogle muslimer vælge det globale fællesskab fra

Forhånelse og nedgørelse af religion har ofte medført voldsomme reaktioner. I 1970’erne sætter Jens Jørgen Thorsens sarkastiske Jesus-film verden i brand. Filmen fordømmes af paven i Rom, og der meldes om bombetrusler foran den danske ambassade i Rom. 

Hvordan kan vi leve sammen?

Karikaturkrisen i 2006 og de nuværende koranafbrændinger illustrerer, at det ikke er uproblematisk, hvem der har retten og dermed også magten til at definere, hvad der skal gælde som universelle principper for et samfund. Vestens idé om globalisering svarer ikke ubetinget til nogle troende muslimers idé om globalisering.

For mange troende muslimer er princippet om “Koranens hellighed”, dvs. respekten for mennesker og deres religioner, lige så væsentligt og fundamentalt, som idéen om ytringsfrihed er det i Vesten. Dette betyder ikke, at troende muslimer ikke fastholder ytringsfriheden eller religionskritikken som vigtige værdier.

Men hvis prisen for at indgå i det globale fællesskab betyder et kompromis i forhold til Koranens hellighed samt at være tvunget til at normalisere og bagatellisere den antiislamiske propaganda, vil nogle muslimer vælge det globale fællesskab fra. Den økonomiske boykot i 2006 af danske varer var netop et symbol på fravalg af det globale fællesskab.

Konsekvensen er, at der manipuleres modsætninger mellem islam og demokrati, dem og os, samt tro og sekularisering

Hvis det at være en del af det verdslige demokrati betyder, at man skal være rede til at finde sig i systematisk hadefuld propaganda, offentlig mobning og nedgørelse af det, man finder helligt og essentielt, så vil nogle muslimer mene, at islam ikke kan kombineres med verdslighed.

Konklusionen bliver, at islam og ytringsfrihed er uforenelige størrelser, og således scorer den politisk radikale europæiske højrefløj og den muslimske yderligtgående venstrefløj, som også hævder, at islam og demokrati er uforenelige størrelser, da kun Gud må lovgive, billige point.

Monopoliseringen af værdier som demokrati og ytringsfrihed fra Vestens side gør det, som er universelt, til noget nationalt eller specifikt vestligt og ikke muslimsk.

Konsekvensen er, at modsætninger mellem islam og demokrati manipuleres: dem og os samt tro og sekularisering.

Ytringsfrihed og islam kan sagtens gå hånd i hånd

Muslimer må anerkende og acceptere den stigende individualisering og relativisering af islam, som betyder, at mennesker har forskellige holdninger og fortolkninger af det islamiske budskab.

Det udelukker imidlertid ikke, at man kan bekæmpe enhver hadefuld og propagandistisk handling via saglige argumenter.

Omvendt må ikke-muslimer i Vesten og andre steder acceptere, at nogle muslimer opererer med relativ ytringsfrihed. Man kan godt tilslutte sig idéen om at værne om Koranens hellighed, samtidig med at man hylder ytringsfrihed.

Det er denne ret til at hævde to universelle principper samtidig, ytringsfrihed og Koranens hellighed, som jeg mener, vi må kunne rumme. Det betyder i praksis, at muslimer vil argumentere for, at begge principper er vigtige for dem og godt kan forenes.

Hvis vi ønsker at samarbejde og indgå alliancer og venskaber med Mellemøsten og med muslimer i Vesten, så er vi nødt til at inkludere standpunkter, der afviger fra vores egne, og vi er nødt til at være sensitive omkring, hvad der er værdifuldt for andre.

Der ligger en voldsom politisk symbolværdi i offentligt at afbrænde det, som er væsentligt og værdifuldt for mennesker

Ytringsfrihed er ikke en ubetinget ret til at ytre sig om hvad som helst. Det er ikke en ret til at sprede hadefuld propaganda. Debatten om koranafbrændinger skal ikke anskues i lyset af ytringsfrihed versus Koranens hellighed, da majoriteten af verdens muslimer værner om begge principper. Ej heller i lyset af civilisationernes sammenstød, da kampen ofte foregår inden for samme civilisation mellem forskellige mennesker med forskellige værdier.

Koranafbrændingerne skal anskues i lyset af en særlig form for antiislamisk retorik og propaganda, som blandt andet næres i nogle radikale europæiske politiske højrefløjspartier, og er ganske enkelt et konkret og skræmmende eksempel på vor tids antisemitisme. Det handler ikke om afbrændte hellige bøger eller om ytringsfrihed. Det handler om mennesker – i dette tilfælde muslimer – der som minoritet i Vesten offentligt udstilles og anskues som mennesker, der tilbeder en “hellig bog”, der er så farlig, at den må brænde op.

Religionskritik og propaganda er ikke det samme

Religionskritik er en væsentlig, anerkendt og udbredt videnskabelig disciplin blandt muslimske retslærde, filosoffer og tænkere.

Men de nuværende koranafbrændinger er et eksempel på antiislamisk retorik og propaganda og har meget lidt med nøgtern islamkritik at gøre. Mange muslimer såvel som ikke-muslimer tolker Koranafbrændinger som farlige, hadefulde, nedladende og dæmoniserende ytringer om islam. Denne propaganda rammer først og fremmest muslimer.

Der er således en afgørende forskel på saglig religionskritik på den ene side og hadsk tale og propaganda på den anden side. Der ligger en voldsom politisk symbolværdi i offentligt at afbrænde det, som er væsentligt og værdifuldt for mennesker. Især i en kontekst, hvor muslimer udgør en minoritet og i forvejen er udsat for hadefuld propaganda i højreradikale kredse. 

Hvis vi ønsker at bevare diplomatiske forbindelser med den muslimske verden, er vi nødt til at abonnere på rummelighed og pluralisme som essentielle kerneværdier på linje med ytringsfrihed

Koranafbrændinger handler ikke om ytringsfrihed, men om de mange europæiske muslimer, der trods deres bidrag til de europæiske samfund gennem tiden offentligt er blevet udstillet, hængt ud og uretmæssigt beskyldt for at tilhøre en farlig religion. 

Vi skal spørge os selv, hvad vi vil med ytringsfriheden. Med ytringsfriheden følger der et ansvar. 

Vi skal have en samtale om, hvorfor det er blevet legitimt at acceptere antiislamisk propaganda i vores demokratiske samfund.

Antiislamisk propaganda er baseret på trusselsargumenter, og disse hviler på had, irrationelle følelser og generaliseringer frem for menneskerettigheder, logik og sund fornuft.

Så når vores 12-årige døtre og sønner spørger om, hvad koranafbrændingerne handler om, hvad skal vi så svare? Vi kan svare, at hvis vi ønsker forbindelser, venskaber og sociale, politiske og økonomiske alliancer med andre kulturer og samfund, er det væsentligt at udvise nysgerrighed, interesse og respekt for, hvad der er vigtigt for andre og hvorfor. Også de kulturer og samfund, der ikke ligner os selv.

Hvis vi ønsker at bevare diplomatiske forbindelser med den muslimske verden, er vi nødt til at abonnere på rummelighed og pluralisme som essentielle kerneværdier på linje med ytringsfrihed. 

DebatislamSherin KhankanYtringsfrihed

Sherin Khankan

Sherin Khankan er religionssociolog, forfatter, foredragsholder og kognitiv psykoterapeut. Hun har stiftet og er direktør i Exitcirklen - Veje ud af psykisk vold og er desuden stifter af og Imam i Mariam Moskeen i København.